STU med dyr – vi har bl.a. heste, miniature-får og høns
På vores heste– og dyrelinje kommer du til at lære, hvordan du passer og plejer vores heste og får. Vi har shetlandsponyer, et par rideheste og ouessant-får som er en slags miniture-får som kommer fra øen Ouessant i Frankrig. Om foråret har vi meget at se til, fordi så kommer der nogle gange både føl og lam.
Sidste forår fik vi hjælp fra eleverne på værkstedslinjen med at bygge et rart, varmt skur til hestene og med at lave indhegninger. Vores opgaver er at have alt udstyr parat, så vores firbenede beboere trives her hos os.
Vi oplever, at mange af vores elever – også dem, der går på vores andre linjer – er meget glade for vores dyr. De giver ro og tryghed, og kan være et bindeled mellem lærere og elever, samt eleverne imellem.
Dyrelivet i naturen omkring os
Lindersvold er omgivet af marker, små skove og vand, så der er et rigt dyreliv her. Rådyrene kommer jævnligt forbi i haven, og vi ved godt at vi skal kigge godt efter dem, når vi kører på vejen om morgenen.
Vi er omgivet af masser af fugle, og i vores egen lille sø yngler både blishøns og gråænder, og på engene ned mod fjorden er der både lærker og viber.
Rovfugle såsom rød glente og havørn ser vi også ret tit.
Hesteterapi
Vi har valgt, at vores STU skal have heste, da hesteterapi styrker selvværdet os vores elever, og har dokumenteret effekt mod stress, angst og depression. Berlingske Tidende har fx skrevet fin artikel om rideterapi, som du kan læse her.




LINKS
ADRESSE
STU Lindersvold
Lindersvoldvej 5A
4640 Faxe
CVR 10492793


