+45 40 17 79 15 mary@lindersvold.dk


Studielinje


På vores studielinje får du faglig undervisning i dansk, matematik og engelsk.

Det, du lærer hos os, skal kunne bruges i din hverdag. Så ved siden af den almindelige danskundervisning, hvor vi blandt andet læser noveller og skriver stile, ser vi også på, hvordan man skal læse breve fra kommunen. Ligesom vi tilrettelægger matematikundervisningen, så du lærer at lægge et budget.

Vi tilbyder også undervisning i andre fag på vores studielinje, for eksempel samfundsfag, historie, fysik og kemi. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du vil høre mere om, hvilke typer faglig undervisning, vi kan tilbyde.

Eksamener og prøver
Vi har ikke traditionelle prøver eller eksamener på Lindersvold College STU. I stedet afholder vi fire gange om året en folkeeksamen, hvor du selv vælger, hvad du vil fremlægge. Du kan læse mere om vores folkeeksamen her.

Ønsker du at forberede dig til folkeskolens afgangsprøver, hjælper vi dig naturligvis med det.

Personlige sejre giver selvtillid
Vi tilrettelægger den faglige undervisning individuelt og efter dit niveau. Det er vores oplevelse, at vores STU-elever har meget forskellige forudsætninger, når de kommer hos os. Men et er sikkert: Det er vores klare målsætning, at du selv kan mærke tydelige fremskridt og en større faglig selvsikkerhed, mens du går hos os.

Alkalær
Oplever du udfordringer med at læse, bruger vi Alkalær, en lydbaseret undervisningsmetode, der kan få alle til at læse. Alkalær har udviklet Læsetrappen som er en kronologisk rækkefølge af de naturlige læsetrappetrin som enhver læseelev skal igennem for at lære at læse.
De vigtigste trin er:
Bogstavernes lyde
Lydrette ord
Det hemmelige alfabet (de ikke-alfabetiske lyde)
Vokal- og konsonantskift.
Et andet vigtigt princip i Alkalær-metoden er at eleven lærer at læse i sit eget tempo, altså 100 pct. undervisningsdifferentiering. Det er hele forudsætningen for at alle kan lære at læse.